I det seneste halve år føler jeg, at jeg har udviklet mig utrolig meget. Jeg er kommet til et sted, som jeg slet ikke troede var muligt for blot et halvt års siden.
Jeg har fået en voksende selvtillid til mig selv, som jeg aldrig før har haft. Jeg har fået en tro på, at tingene nok skal gå. Det er en udvikling, jeg havde håbet på så længe, men ikke turde forestille mig, og ikke troet var muligt, men jeg er meget stolt over, hvor stort et fremskridt der er sket. Og jeg husker at give mig selv lov til at være stolt af det.
Jeg føler endda til tider, at jeg har fundet mine sko at gå i. Fundet min retning. Fundet ud af at jeg sagtens selv kan og ikke behøves følge efter andre i deres retning. Jeg har indset, at min retning er mindst lige så god som alle andres, og jeg behøves ikke følge nogens andre. Min vej er også god.
Jeg har til tider stadig ubehag, men jeg har lært ubehaget at kende og lært at håndtere det på en måde, som jeg slet ikke troede var muligt for blot et halvt års siden.
Jeg har lært at tage det i hånden, og acceptere at det er en del af mig, i stedet for at det er ødelæggende og uhåndterbart. Jeg har lært, hvornår ubehaget kan komme, og kender tit årsagen til det kommer, når det kommer. I stedet for at blive helt panisk og prøve at løbe så hurtigt jeg kan væk fra ubehaget, har jeg lært at se det i øjnene. Lært at det ikke nytter at løbe væk fra det. Det gør det kun værre.
At tænke tilbage på hvor ødelæggende, kontrollerende og styrende ubehaget har været for mig igennem flere år er skrækkeligt og bare tanken om at skulle det igen, gør at jeg vil tage ubehaget i hånden og hjælpe mig selv. Være den, der har kontrollen over ubehaget og ikke omvendt.
Jeg er stolt af mig selv. Stolt over jeg er kommet her til, med hjælp, men også ved at gå min egen vej. Ved at stoppe op og tænke over hvad jeg egentligt vil. Tænke over hvad og hvem, der biddrager med at jeg får det godt i hverdagen. Sige til mig selv jeg gør det godt. Udfordre mig selv og huske at være stolt af mig selv, og de ting jeg opnår.
